mandag den 20. januar 2014

Café de Paris - kan ikke undgås at blive en ny favorit (samlet vurdering: 5/6)

Jeg har egentlig som regel lidt svært ved at finde gode spisesteder at anbefale i den centrale del af Mala Strana. Kvarteret er hyggeligt, romantisk, middelalderligt og smukt - men også stærkt præget af turistindustrien forstået på den måde, at de fleste restauranter hellere henvender sig til udlændinge med en god økonomi end til de lokale, som er mere prisbevidste.
Men ved en gennemtrawling af en nu inaktiv engelsksproget madblog fra Prag fik jeg øje på omtalen af denne lille restaurant og havde faktisk lidt svært ved at tro på det, jeg læste - for beskrivelsen var meget positiv, restaurantens beliggenhed er lige i hjertet af Mala Strana - og priserne er absolut fair, især hvis maden faktisk svarede til beskrivelserne.
Jeg tog chancen og drog afsted en lørdag aften uden reservation - det vil jeg ikke anbefale. Jeg var ganske vist heldig at får bord her i den stille tid, men restauranten har kun 12-13 borde, og den er fortjent populær.
Jeg blev modtaget af en smilende og venlig tjener, som lige skulle tjekke, om de havde plads - og det havde de. Skønt. Der var 3 tjenere på arbejde, og det betød, at de virkelig havde overskud til at tage sig af gæsterne. De talte alle 3 virkelig fint engelsk, var høflige og havde humor - og var i det hele taget det præcist modsatte af, hvad servicebranchen i Prag nogle gange kritiseres for.
Der er mere end et rum - jeg sad i det forreste med 6 borde og må tilstå, at jeg ikke bevægede mig ind "bagved". Der er hyggeligt, lyset er indirekte og ikke blændende, men måske lige lyst nok til min smag. Ikke at jeg bryder mig om at sidde i halvmørke, som man gør nogle steder - men en ganske lille smule måtte der gerne dæmpes. Musikken var med tilpas volumen og helt igennem fransk - hvad ellers? Der må ikke ryges indenfor - men man har indrettet et lille hyggeligt rygebord på fortovet, og det fungerer fint.

(Billedet er taget med min telefon)
Et lille hyggeligt bord udenfor til rygerne. Så er der jo taget hensyn til alle!
Spisekortet er det mest overskuelige, jeg har set på nogen restaurant overhovedet. Der er 2 forretter (en paté og en fransk løgsuppe), 2 hovedretter (en kødret og en vegetarisk udgave af samme ret). Man kan desuden bestille en salat, hvis man ikke ønsker den store ret (der i øvrigt inkluderer salat "på siden"). Som dessert i det faste udvalg er en tallerken med 3 forskellige franske oste.
Foruden dette superminimalistiske faste spisekort er det et supplement, som passer til sæsonen. I lørdags indeholdt det 1 forret (rejer i whisky), 2 hovedretter (tournedos og canelloni) samt 2 desserter (en banankage og en crème brulée). Desuden fortalte tjeneren, at de havde lige akkurat mulighed for at tilbyde et par portioner escargot (klassisk fransk tilberedning af snegle), hvis jeg slog til før nabobordet. Det blev sagt med et glimt i øjet og en bevægelse, som skulle antyde snegles knapt så hurtige marchhastighed.
Men jeg vidste allerede, hvad jeg skulle have. Det havde jeg sådan set besluttet dagen i forvejen, da jeg læste anmeldelsen.
Den franske løgsuppe kan være en lidt fyldig og tung sag, især hvis kokken er for gavmild med osten. Men anmeldelsen havde sagt, den var delikat. Så den skulle det være. Og så restaurantens store shownummer: Entrecôte serveret med Café De Paris sauce. Har du hørt om den sauce før - måske smagt den? Så har Knorr nok været indblandet, for den findes som pulver og selv i den inkarnation er den faktisk OK. Men originalen stammer fra en restaurant (Café De Paris) i Geneve, hvor ejeren i starten af 1940'erne begyndte at bruge sin svigerfars hemmelige opskrift, udviklet og forfinet siden midten af 30'erne. Saucen serveres nu flere steder i verden, men opskriften er fortsat hemmelig, og det eneste, jeg kunne få ud af tjeneren var, at den består af 37 ingredienser. Kloge hoveder har analyseret sig frem til, at den MÅ indeholde bl.a. frisk timian, timianblomster, piskefløde, hvid dijonsennep og pureret, sigtet kyllingelever. Jeg skal gerne bidrage til teorierne og tilføje de mere åbenlyse, nemlig estragon, karry og smør. Mere om saucen senere.

Nærmeste nabo er Danmarks Ambassade i Prag. (Billedet er taget med min telefon)

 Vinkortet er også overskueligt, men godt. Priserne på de røde flasker ligger mellem Czk. 455-1990,-. Der er et par åbne vine i hver kategori, men jeg er dygtig til at drikke vin, så jeg valgte en flaske fra Bordeaux, en Chateau Camersac fra 2011 til Czk. 599,-. Et valg, jeg var godt tilfreds med. Med 95% Cabernet Sauvignon og 5% Merlot havde den ikke helt den lidt specielle duft af "stald", som en Bordeaux ofte kan have, men den var fin og udviklede sig godt i glasset. Ikke en stor vin, men god og absolut pengene værd.


Chateau Camarsac 2011. Den var jeg tilfreds med. Billedet viser desuden lidt af interiøret, som er enkelt, men hyggeligt.
Forretten, den franske løgsuppe (Czk. 49,-), var god. Virkelig god. Lavet på en kraftig grundsuppe med masser aroma, med en tilpas mængde løg, som ikke var kogt til ukendelighed - og en akkurat passende mængde ost. Der var 2 skiver god flûte til, og jeg var mere end tilfreds med suppen. Det er faktisk ikke så længe siden, jeg har fået en bedre suppe, men den var tilberedt over 36 timer og havde en noget højere pris. Og bortset fra den, ja så skal vi nok år tilbage. Enkel, klassisk, fuld af smag og ikke for tung at starte med.


Løgsuppen
Sammen med entrecôte får man serveret en frisk grøn salat. Den bæres ind først, så man kan nippe lidt til den mellem retterne. Den var også god - friske og sprøde salater, dressingen som en vinaigrette tilsmagt med dijonsennep. Dressingen er frisk og "river" en smule i næsen, og skulle jeg kritisere noget, så kunne den måske være en smule mildere for ikke at komme i slagsmål med vinen. Men vi taler nuancer her.


Salaten hører med til hovedretten
Hvis man ikke beder om andet, vil ens entrecôte tilberedes Medium-Rare. Man bliver naturligvis spurgt af tjeneren ved bestilling - men Medium-Rare er netop, som jeg foretrækker det (tidligere var jeg mere til Rare, men måske alderen trykker, hvad ved jeg...). Prisen på Czk. 299,- inkluderer pommes frites - og hvilke pommes frites. Måske jeg var heldig, men de var perfekt sprøde og perfekt salte, begge dele en sjældenhed efterhånden. Og tydeligvis kogt i en god olie, som ikke bruges til alt muligt andet.

Entrecôte med Café De Paris sauce og pommes frites
Tjeneren anretter en del af bøffen (som kommer skåret i mindre stykker), saucen og de gode pommes på ens tallerken - og resten står så og hygger på nogle riste over fyrfadslys. Og man kan roligt regne med, at de vågne tjenere nok skal følge med i ens fremskridt og servere yderligere fra fadene, når ens tallerken er ved at være tom. Faktisk så én af dem næsten lidt stresset ud, da jeg selv fyldte efter med de sprøde kartofler på et tidspunkt.
Hvordan er den så, saucen? Hvis du har smagt Knorrs udgave, der som nævnt ikke er helt ringe, så har du en fornemmelse. Den er alsidigt krydret uden at være anmassende. Men originalen er altså bare langt bedre end pulverudgaven. Ikke i letvægtsklassen rent kaloriemæssigt (fik jeg nævnt smør og piskefløde?), men delikat, elegant og med smagsindtryk, som man kan sidde og smaske smilende over længe. Nu var jeg jo ikke ligefrem alene i restauranten, så jeg slikkede hverken tallerkenen eller det lille fad. Men tanken strejfede mig. Kødet var perfekt stegt som bestilt, havde god smag og var mørt og med den fedme, der følger med en god entrecôte. Det er ikke perfekt for sidebenene, men smagsløgene jubler. Og portionen var bestemt stor nok til sådan én som mig, som (i modsætning til hvad rygter måtte sige) ikke spiser kæmpestore mængder. Jeg havde ikke plads til dessert...

Fadene hygger sig over fyrfadslys. Er man flere, som bestiller samme ret, deler man fad (men selvfølgelig større)
Jeg faldt lidt i snak med nogle hyggelige unge mennesker ved nabobordet, fik drukket vinen ud, sluttede med en kop kaffe - og gik derfra med et tilfreds smil på læben. Den samlede regning lød på Czk. 1.031,- inkl. drikkevarer, og det er svært at slå mht. kvalitet i Prag i almindelighed. Og i Mala Strana i særdeleshed.

Café De Paris
Maltezske Namesti 4
Praha 1, Mala Strana
+420 603 160 178 (reservation anbefales)
Åbent dagligt 12-24

Atmosfære: 4/6
Mad: 5/6
Betjening: 6/6
Værdi for pengene: 5/6

Prag Eksperten forsøger sig som blogger igen

Prag Eksperten forsøger sig som blogger igen. Jeg holder først og fremmest kontakt med mine kunder og andre interesserede Prag-elskere gennem min Facebookside. Men visse ting egner sig ikke dertil, enten fordi de er for lange, for langhårede eller for fulde af meninger.
Så her på siden kan du nok vente en masse mad, nogle underlige oplevelser og måske også nogle skarpe holdninger til dette og hint. Det er min egen plads for mine egne udgydelser - på min egen risiko!